Foto: Henrik Konradsen
Foto: Henrik Konradsen

Venligboerne Randers er en af mange lokale grupper, der blandt andet hjælper flygtninge med at blive integreret i Danmark ved at byde dem velkommen og hjælpe med praktiske ting. Men vi er ikke kun for flygtninge. Vi er for alle! Venligboernes koncept er helt enkelt at møde folk med venlighed, være imødekommende og række hånden ud til dem, der har brug for hjælp – uanset hudfarve, religion, social status, køn, alder og så videre. Smil til hinanden, drik en kop kaffe sammen og se, hvad der kan komme ud af det.

Har du lyst til at være med i et fællesskab på tværs af kulturer, og vil du samtidig være med til at bryde barrierer og fordomme ned, så meld dig på banen. Vi har ingen medlemskaber, og alle arbejder frivilligt, men vi har mange fantastisk spændende opgaver, og er du interesseret, så tøv ikke med at give lyd fra dig.

Indtil videre kan du kommunikere med andre Venligboere på Facebook: Venligboerne Randers’ Facebook-side – men vi ved, at ikke alle er på Facebook, og derfor kommer der her på siden også et forum, hvor du kan være med til at bidrage, stille spørgsmål, tilbyde din hjælp og lære mere om flygtninge og i særdeleshed selvfølgelig om situationen for flygtninge i Randers og nærmeste omegn.

Velkommen til!